Produktbeskrivelse
GSM = Grenache, Shiraz og Mataro. Sidstnævnte drue kender du bedre som
Mourvèdre. Dette er et klassisk blend, som primært ses i det sydlige Rhône samt i Californien. Grenache giver vinen sin bløde og krydrede karakter. Shiraz (Syrah) kommer med musklerne til vinen i form af noter som røget kød, oliven, sort peber osv. Til sidst bidrage Mataro med de mere jordede toner, farve og tannin.
Fem forskellige parceller har ”lagt ryg” til denne vin. To parceller med Grenache er fra gamle lavtydende buskede vinstokke (bush vines, red) i Vine Vale og Lyndoch, mens Shiraz og Mataro kommer fra egne parceller lige rundt om vingården.
Navnet på serien, First Village (første by, red.), er en henvisning til, at Bethany var den første bosættelse i Barossa-dalen. Helt tilbage i 1842 blev byen grundlagt af tyske indvandrere fra Schlesien. Den spraglede etiket er lavet i den tyske traditionelle papirklip og fortæller historien om landsbyens etablering.
Druerne bliver plukket i de tidlige morgentimer, så de bl.a. ikke sprækker i varmen.
Alle druer fra de forskellige parceller holdes adskilt og gæres separat (hele drueklaser). Skindkontakten er på 7-14 dage med to daglige pumpovers.
Lagringen løber over 10 mdr. på både nye og brugte fade samt ståltanke.
Så efter et års tid er vinen modnet, og winemakeren kan foretage det endelig blend. Vinen får herefter nogle måneder på tank, så vinen kan ”samle sig” og falde til ro. Herefter tappes vinen.
Virkelig en seriøs og kompleks GSM. Tæt i farven og med masser af både røde (Grenache) og sorte bær (Shiraz og Mataro). Herligt krydret og med kirsebær-, solbær- og blommetoner. Her er masser struktur og power samtidig med den bløde og solrige karakter. Lige præcist dét, man forventer af en GSM.
Der er også smæk på alkoholen (14,5%), så dekanter vinen og server den lige ved ca. 15°C. Den rammer alt velkrydret kød, som er smidt på grillen. Prøv også vinen til tunge gryde- og stegeretter.